Far og barn
Det tætte forhold opstår i hverdagen: i de mange små øjeblikke, hvor du svarer, når barnet pludrer, laver fjolleri ved puslebordet eller er den, der putter. Her er nogle idéer gennem det første år.
Leg, der passer til alderen
De første måneder
Dit ansigt og din stemme er det mest interessante, barnet kender. Hold det tæt, så det kan se dig, snak, syng og vis mimik. Lad barnet ligge lidt på maven, når det er vågent og du er ved siden af.
Når barnet begynder at gribe
Rangler, bløde klodser og ting med forskellige overflader, som barnet kan holde og putte i munden. Pas på små dele, der kan sluges. Grin sammen, efterlign barnets lyde, og vent på svar.
Når barnet sidder og kravler
Titte-bøh, gemme legetøj under et tæppe, tømme og fylde kasser og bygge tårne, der kan væltes. Kravl med på gulvet. Barnet lærer meget af at gøre det samme mange gange.
Læs højt fra starten
Det er aldrig for tidligt at kigge i bøger sammen. Små børn kan lide pegebøger med tydelige billeder og bøger med rim og gentagelser. Det er nærheden og din stemme, der tæller, ikke om I når til sidste side.
Faste rutiner
Tag ejerskab over noget fast i hverdagen, fx badet, morgenmaden eller puttetiden. Faste rutiner giver barnet tryghed, og det giver dig en fast rolle, som ikke afhænger af, hvem der er bedst til hvad.
Tid alene
Gå en tur med barnevognen, tag barnet med til en ven, eller hav en hel formiddag alene hjemme. Når den anden forælder ikke er der til at tage over, finder du dine egne løsninger. Det giver selvtillid, og barnet lærer dig at kende på din måde.
Din egen trivsel
- Sov, når du kan, og del natterne, så I begge får sammenhængende søvn engang imellem.
- Bevar lidt af det, der giver dig energi, fx motion eller en aften med venner.
- Tal med barnets anden forælder om, hvordan I har det, og ikke kun om det praktiske.
Mangler du nogen at tale med? Mange kommuner og foreninger har tilbud til fædre, fx fædregrupper. Spørg sundhedsplejersken, hvad der findes, hvor du bor.